Skal vi have en app? Det spørgsmål stiller rigtig mange virksomheder sig selv. Siden Apple i 2009 åbnede dørene for udviklere, er det væltet ind med apps i App Store, der pt tæller 1.2 mio. apps. Men har netop din virksomhed brug for en app?
- af Jakob Henriksen, Product Manager i app-udvikling
Først og fremmes skal du forstå det mobile medie, hvordan det bruges, hvor det bruges og hvorfor det bruges. Apps har adgang til næsten alle telefonens funktioner og for at lave en succesfuld app, er det nødvendigt at vide, hvad en smartphone eller tablet rent faktisk er i stand til.
Start med at stille jer selv følgende spørgsmål:
Vil brugeren få en bedre oplevelse...
ved at kunne tilgå vores service hvor som helst?
ved at vi ved hvor brugeren befinder sig?
ved at have adgang til vores indhold offline?
hvis vi kan notificere brugeren med vigtige beskeder?
Disse punkter er nogle af de vigtigste argumenter for at udvikle en app. Hvis I kan svare ja til størstedelen, bør I overveje en app. Hvis I derimod kun kan nikke til et par af punkterne, vil I muligvis være bedre tjent med en mobiloptimeret hjemmeside.
En app skal give mening, hvis den blot afspejler indholdet på en hjemmeside, vil det være nemmere og billigere at udvikle og supportere en mobiloptimeret hjemmeside.
Inden du skal i gang med udviklingen af jeres app er det en god idé at lave en prioriteret liste over de ting, appen skal kunne gøre for jer og jeres brugere. Og med prioritet mener jeg ikke Høj, Middel, Lav, men en liste fra top til bund, hvor det vigtigste ønske er øverst.Okay, vi skal have en app, hvad så nu?
Det er de færreste, der har læst Apples 178 forskellige iOS guides igennem, og dermed ved præcist, hvad der er muligt. Men lad det ikke afholde dig for at lave en liste alligevel.
Som udgangspunkt er alt muligt, det er blot et spørgsmål om, hvor langt tid det tager. Det er langt bedre at beskrive ønskerne som HVAD brugeren skal kunne, og ikke HVORDAN han skal gøre det.
Her er et eksempel fra et nyhedsmedie:
Forkert ønske: Artikler, der bliver markeret som breaking news i vores feed, skal automatisk sendes ud som en push besked til brugeren.
Korrekt ønske: Som bruger vil jeg gerne modtage en push besked, hvis der sker noget vigtigt, så jeg bliver orienteret så hurtigt som muligt.
Og hvorfor er det så forkert, det virker da som et ret præcist ønske? Præcis! Problemet er, at ønsket, eller nærmere kravet, er for specifikt. Det gør det sværere for udviklingsteamet at udtænke den rigtige løsning, da de vil være alt for fokuseret på at løse problemet som det er beskrevet.

Ordlyden i det korrekte ønske virker måske bekendt, det er nemlig også sådan en “user story” beskrives, og det gør det muligt for teamet at tænke mere frit og finde en løsning, der passer bedre ind i projektets rammer, økonomisk og tidsmæssigt.
Når du og dit team har lavet en prioriteret liste, er I godt forberedt til at udvikle app’en. En af de første overvejelser nu er budget og tid. Min erfaring er, at man ofte ikke kan rykke meget på faktorerne økonomi og tid, men funktionalitet er mere fleksibel.
App-projekter er oplagte at køre efter Scrum modellen, da man ofte laver mange ændringer undervejs. Detfor er det godt at ligge sig fast på et budget og sammen med udvikleren finde ud af, hvilke funktioner, der kan være klar hvornår.
Når opgaverne estimeres, vil jeres prioriteret liste være brugbar, for den vil sikre jer at de vigtigste funktioner bliver lavet først. Så når budget og tid begynder at rende ud, vil I have en app med de vigtigste funktioner på plads.
Hold din app så ’dum’ som mulig
Du skal huske, at det at have en app, ikke er ligesom at have en hjemmeside. En applikation er distribueret software, dvs. at eventuelle fejl i koden ikke kan rettes uden at udgive en ny version som brugerne derefter skal installere.
Det er derfor en fordel at holde appen så “dum” som mulig, dvs. du skal sørge for at have så lidt logik i appen som muligt og håndtere de tunge beregninger på serveren. Applikationen skal, så vidt det er muligt, blot vise de data den får fra serveren.
Husk også, at en app bør opdateres løbende i takt med at teknologien udvikles og nye idéer opstår.


Vi ønsker at skabe en platform for vidensdeling og erfaringsudveksling fra hverdagen, og derfor er vi altid interesseret i relevante bidrag fra folk men noget på hjertet.
Så hvis du har draget dig nogle erfaringer, eller har gode tips og tricks til værktøjer eller arbejdsområder, er du velkommen til at sende os dit bidrag. Send os en mail på kursus@softworld.dk!