ny-workshop-brand-design

Hvad kan du bruge Character Animator til?

Character Animator: Hvad kan det spændende program fra Adobe bruges til?

Animation er meget brugt på webbannere, til infostandere, YouTube-kanaler, Podcasts, træningsvideoer og live streaming. Og det er ikke længere nødvendigt med en lang uddannelse i film og animation for at være med.

Video og animation er kort fortalt det nye gode indhold – som alle snakker om. Læs med i dette blogindlæg og bliv klogere på dette spændende program fra Adobe. 

Animer dine figurer via et webcam og en mikrofon

Med Adobe Character Animator kan du animere figurer via et webcam og en mikrofon – du kan simpelthen få figurerne til at bevæge sig synkront med dine ansigtsbevægelser og få dem til at bevæge munden ud fra det, du siger.

Du laver ikke traditionel og tidskrævende frame-by-frame animation i Character Animator – du er skuespilleren, stjernen i filmen, der får det hele til at ske.

Character Animator fungerer på samme måde som en bruger af Illustrator, Photoshop, InDesign og/eller After Effects vil forvente. Character Animator er baseret omkring lag på den helt samme måde og gør det derfor til et nemt program at lære for erfarne brugere af de øvrige Adobe-programmer.

character-animator-eksempel

 

Ikke endnu et nyt tegneprogram, du skal til at lære

Character Animator er ikke endnu et nyt tegneprogram, du skal til at lære, du opretter slet ikke dine tegninger her – programmet arbejder perfekt sammen med Photoshop og Illustrator, så du arbejder med figurerne i de programmer, du kender i forvejen. Der er direkte links til dine filer, og ændringerne opdateres med det samme i Character Animator, når du finpudser i Photoshop eller Illustrator.

Brug Adobe Stocks store bibliotek og download en række figurer

Hvis du ikke er en Illustrator-type, kan du selvfølgelig gøre brug af Adobe Stocks store bibliotek og hente en række figurer, som du kan bruge som basis i dine videoer.

Kombiner 2D animation med video på en ny måde

Det måske mest spændende med Character Animator er at det kombinerer 2D animation med video på en ny måde. Det betyder, at du ikke behøver at tegne hundredevis af animerede frames fra bunden. Du tilføjer nemlig bevægelse til dine animationer og fortæller din karakter, hvad han skal sige nemt via dit eget web kamera. Og vips – så har du en video.

I videoen nedenfor kan du se en (lidt lang) demonstration af blot noget af det, du kan gøre i Character Animator:

 

 

4 tips til at få det bedste ud af Character Animator

 1) Navngiv dine figurer rigtigt

Når du skaber dine figurer, enten i Photoshop eller Illustrator, og bevidst udnytter begge programmers lag-funktioner, så er din animation allerede godt i gang. Du tegner de elementer, der skal bruges til din figur: hoved, øjne, mund, næse og så videre på forskellige lag, og hvis du navngiver dem på bestemte måder, så er det meste af arbejdet allerede klaret.

Mundbevægelser styres ligeledes af en bestemt navngivning, som automatisk vises, når du udtaler nogle af de lyde, de passer til.

2) Hele figurer og specielle udtryk

Character Animator kan naturligvis også animere en hel figur, hvis du har tilføjet en krop og navngivet denne specielt. Du kan så bevæge arme og ben med musen, mens du optager animationen, og du kan også skifte dele af en figur ud med en tastaturgenvej, du selv bestemmer, hvis et ansigt f.eks. skal blive rødt af raseri.

blog-character-animator-top

3) Traditionel animation

Når du har optaget en figur, kan du bagefter fintune animationen, da du her får en tidslinje til rådighed, som du kan redigere i. Faktisk kan du optage animationen af flere omgange, eksempelvis først animere figuren ud fra et allerede optaget speak, og herefter justere på mundbevægelser og så videre.

4) Den færdige animation

Når du er tilfreds med din animation, kan du direkte fra Character Animator gemme den som en færdig video eller eksportere den i et format, som Adobe Premiere og Adobe After Effects kan arbejde videre med.

Et lille problem med Character Animator...

Der er faktisk et enkelt problem med Adobe Character: Dine kolleger tror måske ikke, at du arbejder seriøst, når du sidder og vrikker frem og tilbage med ansigtet og laver underlige lyde for at tjekke, om din figur opfører sig, som du ønsker.

Det kan jo ikke være seriøst arbejde, hvis det er sjovt, vel?


 




authorIcon Af Sten Olsen

Sten er instruktør i Softworld, konsulent og coach i den grafiske branche med en fortid i reklameindustrien. Sten startede som kommerciel kunstner, og hans talent som tegner har senere givet ham arbejde som Grafisk designer, Art director og Kreativ Coach.

Sten er specialist i Adobe Indesign, Adobe Illustrator, Adobe Photoshop og Adobe Acrobat. Han har skrevet bøger og artikler om grafisk design samt undervist virksomheder i over 18 år.